J. R. R. Tolkiens eventyrroman Hobbitten må i dag regnes for en børneklassiker. Når nye eventyrromaner i genren, der i dag kaldes fantasy, kommer på markedet, bliver de næsten konsekvent sammenlignet med Tolkiens værker. Det er derfor med en vis ærbødighed, jeg kaster mig ud i anmeldelse af bogen.
Grundlæggende handler historien om et lille eventyrvæsen en såkaldt hobbit ved navn Bilbo, der får besøg af troldmanden Gandalf og tretten dværge. Han bliver draget ind i et farligt eventyr, hvor de sammen skal stjæle en skat fra en drage. Bilbo udvikler sig fra at være en forsigtig, men hemmeligt eventyrlysten fyr til at blive en selvsikker eventyrer i løbet af rejsen, hvor de møder trolde, bjergtrolde, kæmpeedderkopper og mange andre farer.
Tolkien har mange styrker. Dels er han en sproglig perfektionist, dels har han et velgennemtænkt budskab med sine fortællinger, hvilket man ofte savner i meget af fantasy-genren, og dels forstår han at skabe stemning og indsigt i karakterernes følelser og bevæggrunde. Samtidig er han utrolig dygtig til at holde igen med sine virkemidler. Hvor andre fantasy-forfattere nok ville vælge et overdådigt sprog og forklare betydning af alle detaljer, vælger Tolkien at nedtone udtryk og ideer, dog uden at de bliver uforståelige og unødvendigt mystiske.
Hobbitten er skrevet i et ligefremt sprog, men hele tiden har man fornemmelsen af at der bliver sagt meget mere, end der står skrevet på papiret. Endelig er den verden, Tolkien beskriver så levende, værd at gå på eventyr i. Det er imidlertid ikke ufarlige pussenusse-eventyr, men eventyr, hvor heltens liv er på spil, og hvor de gode ikke altid er lige gode. Tolkien fremstiller virkelighedstro personer med alle de fejl, vi kan nikke genkendende til i os selv.
Samtidig er Hobbitten et studie i, hvordan en forfatter kan bruge folklore, myter og legender aktivt til at skabe sin helt egen litterære stemme. Det er dog ikke helt så tydeligt i dag, hvor mange andre forfattere har søgt at efterligne Tolkiens stil. De færreste har dog formået at komme i nærheden af hans stil, og endnu færre er det lykkedes så kunstnerisk overbevisende at kombinere form og indhold på samme høje niveau.
Efterfølgeren til Hobbitten er værket Ringenes Herre, men da det er skrevet for voksne, vil vi ikke komme ind på det her.
Ida Nyrop Ludvigsen har lavet en fremragende dansk oversættelse. Men hvis der skal være en lille besk kommentar her til sidst, så ville jeg have ønsket, at hun havde oversat goblins med noget andet end bjergtrolde. Forskellen mellem trolde og bjergtrolde bliver nemlig utydelig. Hvis hun eksempelvis havde kaldt goblins for vætter, så kunne The Great Goblin også være blevet oversat til Den Vældige Vætte.
J. R. R. Tolkien: Hobbitten. Gyldendal, adskillige udgaver.
